“Spurgt” kan være mobning på sociale medier

“Spurgt” kan være mobning på sociale medier

Derfor skal du reagere på “Spurgt.”

“Hvad rager det mig!”

Hvis dit barn er på sociale medier, kender det helt sikkert til ”Spurgt”. Udtrykket skal forestille at blive brugt i sjov, men det er desværre ofte alvor i stedet. Hvis ikke for afsenderen så for modtageren. Udtrykket skal forstås som “Hvad rager det mig!” og skrives ofte som kommentar til andres opslag og kommentarer.

For nogle børn er det mellem sjov og alvor, mellem leg og tvivl om legen. Mellem drilleri og mobning.

De fleste lærere kender det, fordi “Spurgt” trækker konflikter med ind i skolen, og mange børn og unge fortæller, hvordan “Spurgt” har startet en negativ spiral af oplevelser, der har gjort dem kede af det.

Derfor er det vigtigt, at du som forælder også kender begrebet – og hvad det betyder.

Mellem sjov og alvor

”Spurgt” er med andre ord en meget brugt frase, når det kommer til grænsen mellem sjov og alvor, mobning og tilfældighed. Det bruges ofte hos de yngste social medie brugere, dvs. helt ned til børn i 0. og 1. klasse. Men også – og ikke mindst – hos ældre børn.

Derfor er det i høj grad vigtigt at tage fat i, hvis du vil være med til at grundlægge gode vaner hos dit barn. Både som afsender og modtager.

Børn er ofte på sociale medier af samme årsager som voksne. For at dele, følge og forbinde sig med andre. Børn er – ligesom voksne – opmærksomme på kommentarer og stemningen på sociale medier, og derfor kan ”Spurgt” gøre dybt indtryk.

Bemærk

Nogle gange indgår ”Spurgt” som en del af en større helhed. Sammen med andre grimme kommentarer kan det være åbenlyse tegn på mobning. Andre gange står det alene og kan alligevel være mobning. Nogle gange er det åbenlyst for sjovt og et sprog, som venner bruger mellem hinanden, mens det andre gange kan være børn, der prøver sig selv af, der skriver det.

Det kan være svært at handle på, fordi børn, der skriver ”Spurgt” kan dække sig ind under humor. Mange børn ved dog, at det ofte er alvorligt ment – negativt ment – når der skrives ”Spurgt!”

Uanset hvordan dit barn eller andre forklare ordet ”Spurgt” på sociale medier, er det en god idé at arbejde på at grundlægge gode vaner allerede i de tidlige år på sociale medier.

Forestil dig for eksempel:

Dit barn lægger et billede op på Instagram eller andre sociale medier fra en familietur og skriver for eksempel: ”Havde en dejlig tur til København med min familie.”

Der er måske én eller to, der skriver ”Spurgt.” I værste tilfælde bliver det til en lang tråd i stil med:

”Spurgt”

”Svaret!”

”Din mor er klaret!”

”I badekarret!”

”Luk nu arret!”

Eller lignende.

De fleste børn bliver kede af det, når de får den slags kommentarer.

Forestil dig, at det følges op af grinesmileys, som af mange børn bliver opfattet som nedladende. De opfatter i negative sammenhænge, at grinesmileys betyder “til grin”.

Tal om gode vaner

Når vi arbejder med at hjælpe børn og unge til en god færd på sociale medier, arbejder vi både med at hjælpe børn til at passe på sig selv men også til at passe på andre.

Mange børn har glæde af at have en aftale om aldrig at skrive ”Spurgt” til andre. Med hinanden eller med deres forældre.

Endnu flere børn har haft glæde af, at vi som forældre kender fælderne og de ting, der kan gøre børnene kede af det. Så kan vi bedre holde øje men også snakke åbent om det, de oplever.

Forslag til gode overvejelser/regler som børn selv har været med til at lave.

  • Skriv ikke ”Spurgt” til andre. Det kan misforstås.
  • Gå vennelister igennem. Hvorfor overhovedet være ven med nogle, du har lyst til at skrive ”Spurgt” til.
  • Tal med en voksen, hvis der er nogen, der skriver ”Spurgt” til dig, hvis du bliver i tvivl om, hvad der menes, eller hvis du ved, at det er for at drille.
  • Spørg dine venner, hvad de mener, hvis de har skrevet ”Spurgt” til dig.
  • Sig fra, hvis du kan og tør. Tal med en voksen, hvis du ser, at andre udsættes for mobning.

Perspektiv

Mange taler om, at mobning og hårde grupper på Facebook er den virkelig hårde side af sociale medier. Ofte er børn og unge 13+, når de er med i de grupper. Men hvis deres færden på sociale medier bliver grundlagt med blandt andet ”Spurgt” og andre former for drillerier og mobning, så er der desværre mulighed for en negativ udvikling.

Husk på, at man ikke kan se andres ansigtsudtryk, så selv om ord kan være skrevet for sjovt, så er det ikke altid modtageren opfatter det sådan.

Andre ord i samme kategori:

”Nå!” ”Tillykke,” “Fedt for dig,” “Få dig et liv”.

 

Close Menu