Når børn lokkes ind på pornosider via sociale medier

Når børn lokkes ind på pornosider via sociale medier

En ting er, at børn hurtigt af hinanden, søskende og i skolen lærer at søge på porno, en anden ting er, at børn meget hurtigt bliver eksponeret for muligheden via de sociale medier. Denne artikel handler om de metoder, der bruges til at lokke børn ind på pornosider via sociale medier direkte til barnet og ikke som opslag på deres tidslinje.

Der er også børn, der selv søger og leder på nettet, men der er mange børn, der har oplevet noget af nedenstående: nemlig at blive lokket eller narret ind på pornosider via sociale medier.

Med andre ord: 

Når børn lokkes ind på pornosider på sociale medier

– er det ikke altid dit barn, der har søgt aktivt på det. Det sker meget ofte, at børn (og drenge i sær) modtager anmodninger på Instagram og Facebook fra personer, der linker direkte til porno gennem tekst og billeder.

Husk, at sociale medier er ikke kun Facebook, Instagram og Snapchat – det er også spil sms.

Måden det foregår på

Venneanmodninger på Instagram

Børn, der har private profiler, skal godkende alle dem, der ønsker at følge dem. De får med andre ord anmodninger, som de skal godkende. På overblikket over anmodningerne er der ofte billeder af en flot pige samt en tekst, der opfordrer til at tjekke profilen ud. Teksten viser en pil eller gør det interessant at klikke ind på den profilen. Det er helt normalt at tjekke en profil ud som har anmodet. Det gør både voksne og børn. På profilen kan man se alle billeder af en person, og meget ofte oplever børn, at den slags profiler er fyldt med billeder af flotte kvinder, og teksten er appellerende allerede øverst, hvor man normalt præsenterer sig selv med en kort beskrivelse. ”Se flere billeder,” ”You like what you see – click to see more,” ”More pics her” etc.

Hvis barnet ikke har en privat profil

Følger dit barn

Hvis dit barn ikke har en privat profil, er det sværere for andre at få opmærksomheden ved at sende en anmodning. En af metoderne til at få opmærksomhed fra barnet er, at følge dit barn. Så dukker de op på listen hos dit barn, og børn er ofte meget opmærksomme på, hvor mange følgere, de har, og hvem de er.

Liker/kommenterer billeder med direkte links

Derfor oplever mange børn, at de i stedet får likes af personer, der gerne vil gøre opmærksom på sig selv. Eller de får kommentarer på deres billeder, kommentarer der opfordrer til at besøge deres hjemmeside – som indeholder porno. På denne måde kan de gøre både dit barn og barnets andre følgere opmærksomme på sig selv. “Nice pic. Please visit my profile…”

Tagging og beskeder på Instagram

Der er mange måder at gøre opmærksom på sig selv, og en anden meget anvendt metode er at tagge børn i opslag, så de dermed får en besked om, at nogle har nævnt deres navn. Det får de fleste børn til at klikke ind på den tråd, hvor de er nævnt. Andre gange får de beskeder direkte i indbakken. Nogle gange med billeder eller med links.

På Facebook sker det på nogenlunde samme måde

På Facebook florerer der mange falske profiler. Profiler der kan være oprettet i få minutter og endda have et navn, som børn kan relatere til eller genkender. Venneanmodninger eller beskeder kommer direkte, og helt naturligt klikker børn og unge ind på profilen, hvor der er fri adgang til første opslag – et flot og appellerende billede med et link.

På Facebook får børn også beskeder fra folk, de ikke kender, selv om de har en privat profil. Men de skal godkendes via “Accepter” funktionen først. Det gør mange børn, i sær hvis det ligner folk de enten kender eller virker ufarlige. Beskederne kan også være meget pågående og lokkende i stil med: ”You like beautifull girls? Klik here.” Hvis vi ikke har talt med børnene om, hvordan de kan agere i sådanne tilfælde, ved de det ikke.

I grupper på Facebook kan børn også blive fristet af link til pornosider, det samme gælder i chats. Det er ofte ældre børn, der deler links i chats, og det er derfor ikke synligt for voksne og andre følgere, med mindre man er med i chatten.

Det samme gælder alle andre sociale medier og ikke mindst spil, som børn og unge spiller online eller på iPads. Nøgenbilleder eller links til pornosider er ofte i omløb.

Det kan du gøre

Det er vigtigt at forstå præmissen og deraf lave regler/rammer sammen med dine børn.

Børn lader sig lokke og klikker nogle gange. Det er der ikke noget odiøst i, men det er vigtigt at vide, så vi kan tale med børnene om, hvad og hvordan de skal forholde sig, inden de klikker videre på noget, de ikke kender.

Børn og unge fortæller, at de hurtigt føler skam, hvis de har klikket på noget ulovligt. Derfor fortæller de sjældent, at det sker. Det er ikke noget, de umiddelbart har lyst til at dele med andre, men deres færden på sociale medier giver mulighed for at de får adgang til mere porno og andre ting, end vi som forældre ønsker. Derfor er dialog vigtig.

Regler kan for eksempel være:

Bemærk at nedenstående sagtens kan være regler og rammer, uden at vi som forældre argumenterer med, at porno er årsagen. Sikker adfærd og generel god adfærd er en god indgangsvinkel:

Lav en aftale om, at I sammen tjekker anmodninger ud, inden dit barn klikker videre/godkender/svarer. Afhængig af barnets alder.

Lav en aftale om, at I sammen tjekker “Beskedanmodninger” på Facebook engang imellem.

Tal om at være kritisk, inden man klikker videre på links fra personer eller på profiler, man ikke kender.

Tal om at være en bevidst bruger. Det betyder blandt andet at man ikke klikker videre eller hopper med på bølgen, hvis andre deler billeder og links i chats og beskeder. For eksempel af porno.

Tal om aldersgrænser og registrering. Når først man har klikket på et link, kan man eksempelvis opleve at blive “spammet” med reklamer for webstedet bagefter. Det er et tegn på, at man nu er registreret derinde.

Det er en god idé at åbne op for, at dit barn kan komme til dig uden at føle skyld, når det oplever noget af ovenstående på sociale medier. Hvis børn skammer sig eller føler sig skyldige, fordi de kom til at klikke på en link, kan det være svært for dem at åbne op og tale om det.

Hav løbende dialog om sociale medier.

Gentag, at selv billeder, der er delt af andre – måske endda af kammerater – ikke må deles videre eller opbevares på telefonen. Der kan være tale om nøgenbilleder/film af personer, der ikke selv har godkendt det.

Børn og unge tror, at så snart et billede er delt af en anden, må det gerne deles videre. Men hvis det har pornografisk karakter eller på anden måde er af tvivlsom karakter, så er det ulovligt.

Det er vigtigt at gentage ovenstående flere gange, for mange børn glemmer det, når først de sidder opslugt med telefonen.

Generel dialog og forståelse. Når børn og unge kommer i klemme på sociale medier, hænger det nogle gange sammen med, at de ikke får talt med forældre eller andre voksne om deres oplevelser. Fordi de føler skam eller skyld over for eksempel at have modtaget en anmodning eller et link, som de har klikket på.

Desværre udsættes børn for de her ting via sociale medier, og selv om det er tidligt for børn at blive eksponeret for porno er det en god anledning til at tale om generel kritik og adfærd, for der er mange andre muligheder for, at børn og unge lokkes over på suspekte sider via sociale medier.

Close Menu